Oplevelser på farten
Som omkringrejsende solist kan man komme ud for de særeste ting.
Den ene dag optræder jeg smokingklædt ved et jubilæums arrangement, den næste synger jeg i cowboybukser på den lokale bodega.
Som overraskelse ved fødselsdage har jeg været skjult i såvel kosteskabe som papkasser, og
oplevet grædende begejstring.
Skrevet autografer på gyngende bryster og dirrende baller.
Folk, der trimlede ned af stolene af grin.
En fyldt parkeringsplads, hvor alle bilerne bar en streamer med ordlyden: Bjarne er Gud.
Fået tildelt omklædningsfaciliteter skiftende fra fyrstesuiten til herretoilettet.
Stået på blokvogne i snestorm og optrådt for 2 frysende publikummer.
Sunget på Norgesfærge i gabende tom restaurant. Passagerne var gået i seng med søsyge.
Underholdt i svajende udflugtsbusser med umulig akustik.
Jeg har sågar underholdt ved et selvmordsforsøg (det tog sin tid at få stemningen i vejret bagefter) Sjovere var det at optræde for 20 strippere ved deres julefrokost. Eller for 800 sygeplejersker ved en jubilæumsfest.
Man ved med andre ord aldrig, hvad man kan komme ud for.
Her har jeg samlet nogle af de sjovere oplevelser.
God fornøjelse.